- Forside
- Gode tilbud
- Efterårsferie
Nyd efterårets smukke farver
Dagene bliver kortere, og solen står lavere på himlen. Men hvis man har øje for det, rummer efteråret masser af gode oplevelser ude i naturen. Vi siger, at skoven falmer, men i virkeligheden står træernes blade i de flotteste rødbrune, orange og gule farver – et farveorgie, som skal opleves på nært hold. Tag et par dage ud af kalenderen og hold en tiltrængt pause i hverdagen på et af Danske Kroer & Hotellers 100 kroer, hoteller, slotte og herregårde og nyd efterårets gode sider.
Frisk luft og naturoplevelser
Efteråret egner sig til en frisk travetur i skoven, hvor skovbunden efterhånden dækkes af et tykt lag blade – og hvis man kigger efter: masser af svampe, som står klar til at blive plukket. Det samme gælder kastanjerne og paradisæblerne, og det er nu, man skal finde urterne til en vidunderlig, hjemmelavet snaps. Eller man kan samle hyldebær, der bliver til en pragtfuld saft, som man kan have glæde af hele vinteren.
Hvis børnene er med, finder de sikkert ting og sager, der kan bruges til en halskæde eller et kastanjedyr, og de smukke efterårsblade kan måske bruges til bordpynt derhjemme. Efteråret er også den tid på året, hvor man kan opleve det fascinerende naturfænomen, som hedder ”Sort sol”. Hundredtusindvis af stære udfører en elegant luftballet, inden de slår sig til ro for natten.
Det kan selvfølgelig lade sig gøre at kombinere en travetur med andre oplevelser. I efterårsferien arrangerer museerne og turistbureauerne landet over mange forskellige aktiviteter, hvor man kan blive klogere på stedets historie, f.eks. i form af byvandringer med en lokal guide. Man kan også besøge et galleri eller en kunsthåndværker på ”Kunstruten” i Østjylland, i Nordjylland er der Nordjysk Vandrefestival, og i Odsherred kan man følge ”Madruten” – for nu bare at nævne et par eksempler. Og der er lagt op til et godt efterårsgys, hvis man tager med på en tur i tusmørket med lommelygte eller fakkel på jagt efter mosekoner, nisser eller andre underjordiske væsener, som måske stadigvæk findes...
Et veldækket bord og en behagelig seng
Når man har fået frisk luft i lungerne og batterierne opladet, venter et veldækket bord på kroen, hotellet, slottet eller herregården. Kokkene er naturligvis også inspireret af årstiden og byder eksempelvis på en lækker vildtmenu, mens ilden blusser i pejsen og stearinlysene langsomt brænder ned. Og måske slutter dagen med en enkelt drink, inden man lægger sig til ro i en behagelig seng i et hyggeligt værelse.
Medlemmerne af Danske Kroer & Hoteller har en række tilbud om korte og lange ferieophold i forbindelse med efterårsferien.

